Evida redegør for det nærmere indhold og formålet med metodeanmeldelsen i notat af 11. maj 2026; ”Følgebrev - anmeldelse af Tarifmetode underdækning 2024” (bilag 2).
Forsyningstilsynet beder om eventuelle bemærkninger til Evidas metodeanmeldelse senest den 16. juni 2026 til brug for tilsynets vurdering af, om tilsynet kan godkende den anmeldte metode.
Forsyningstilsynet skal foreløbigt bemærke følgende om indholdet af Evidas anmeldelse: Det følger af gasforsyningslovens § 36 a, at priser og betingelser for anvendelse af distributionssystemer skal ske i henhold til metoder, som er godkendt af Forsyningstilsynet. Det følger endvidere af gasforsyningslovens § 40, stk. 1, nr. 1 og 2, at distributionsselskaber, dvs. Evida, skal anmelde priser, tariffer og betingelser samt metoder herfor til Forsyningstilsynet. Forsyningstilsynets vil forud for en eventuel godkendelse af den anmeldte metode skulle vurdere, om metoden lever op til de lovfastsatte krav, som tilsynet vil skulle inddrage i sin vurdering. En central bestemmelse i den sammenhæng er gasforsyningslovens § 37 a, stk. 2. Det følger af bestemmelsen, at de priser, som Evida vil opkræve i medfør af den anmeldte metode skal fastsættes efter rimelige, objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte brugere af systemet og forbrugere giver anledning til.
Metoden er anmeldt af Evida med henblik på at kunne træde i kraft 1. januar 2027.
Indsendelse af høringssvar
Eventuelle bemærkninger til høringsmaterialet, skal sendes til Forsyningstilsynet inden for høringsfristen med Digital Post via enten virk.dk eller borger.dk. Høringssvar bedes venligst adresseret til Sarah Bernadette Stage High og påført Forsyningstilsynets journalnummer (26/02161). Forsyningstilsynet anmoder om, at eventuelle høringssvar forholder sig til de ovenfor omtalte kriterier for, om tilsynet kan godkendte den anmeldte metode.